Udskriv siden

HRT Høringssvar

Af: Annette Wiencken

Hørsholm Kommune
Kultur og Fritid
Bibliotekstorvet 1
2970 Hørsholm


Rungsted Kyst, den 9. februar 2009

Høringssvar vedrørende udbygningen af Hørsholm Idrætspark

På vegne af bestyrelsen i Hørsholm Rungsted Tennisklub vil jeg gerne lykønske Den politiske styregruppe for udvidelse af Hørsholm Idrætspark med en flot Masterplan, der vidner om ambitioner for sports- og foreningslivet i kommunen og stor entusiasme på borgernes vegne.

Alligevel er det med bekymring, at Hørsholm Rungsted Tennisklub har gennemlæst Masterplanen, idet det er vores vurdering, at den projekterede udvidelse af Idrætsparken i sin nuværende form vil være direkte ødelæggende for tennisklubben. Tennisklubben protesterer derfor over den løsningsmodel, som er fremlagt i masterplanen og henstiller at planen gennemarbejdes endnu en gang med nedenstående forhold i mente:

Vi er en meget velfungerende klub - og i øvrigt den klub med de fleste medlemmer i Idrætsparken - og vi står uforstående over for, at Den politiske styregruppe indirekte kan lægge op til at ødelægge noget, der fungerer for et stort antal borgere, for at tilfredsstille et langt mindre antal borgere, når andre løsninger faktisk er mulige.

Ishal og boldhal på klubbens udendørs tennisbaner 3, 4, 8, 9, 12, 13 og 14.

Placeringen af de nye haller på klubbens ovennævnte udendørsbaner vil have en række uheldige konsekvenser for tennisspillet på de baner, som står tilbage. Ni meter høje haller vil afstedkomme kraftig vindturbulens på banerne, og gøre dem meget lidt attraktive at spille på, både i det daglige for klubbens meget aktive medlemmer, og ved afviklingen af kampe under klubbens mange turneringer og holdkampe. Desuden vil spillet på banerne blive generet af lys/skygge-dannelse tværs over banerne samt af lysrefleksioner af forskellig art, afhængig af hallernes væg beklædning. Endvidere vil de tennisbaner, der er placeret nærmest skøjtehallerne, specielt i efterårssæsonen, være udsat for støjgener fra skøjtehallernes teknik. Et problem, som allerede findes i nogen grad i dag, men som må forventes at blive betydeligt større, når et større antal kvadratmeter is skal vedligeholdes. Vi henstiller derfor til, at der arbejdes på at finde alternativer for placering af de projekterede haller. Endelig vil placeringen af en så høj bygning umiddelbart op til klublokalerne i Codan hallen betyde, at lysindfaldet i det østligst beliggende lokale vil blive begrænset markant.

Placering af erstatningsbaner.

Vi benytter lejligheden til at understrege de uheldige konsekvenser, som eventuelle erstatningsbaner placeret syd for skolestien, vil have for klubben som velfungerende forening:

Placeres de nye tennisbaner, som foreslået i Masterplanen, vil:

  • afstanden mellem tennisbanerne og klubbens ”nerve”, Codan hallen, vil gøre, at klubben ikke længere er sammenhængende. Klubben har mange ugentlige aktiviteter, som involverer mange spillere ad gangen, og det vil ikke længere være muligt at opretholde det vigtige sociale sammenhold i klubben
  • afstanden til omklædningsrum og toiletter bliver lang
  • afstanden fra de sydligste baner til Café Match Point blive lang, hvilket vil få konsekvenser for driften af caféen
  • afviklingen af store turneringer og holdkampe blive vanskeliggjort, idet disse vil kræve et større antal frivillige hjælpere, end det er nødvendigt i dag
  • træningen af vore 600 juniorer vil miste synergi, idet trænerne ikke kan være til stede ved så adskilte baner på samme tid. Placeringen vil medføre behov for ansættelse af minimum én yderligere træner med en ekstra omkostning på omkring 400.000 – 800.000 kr. p.a.

Vi foreslår derfor, som det allerede blev nævnt på borgermødet den 12. januar, at tennisklubben ”mageskifter” med fodboldklubben således, at tennisbaner anlægges vest for Codan hallen, og at der på hele arealet, hvor der i dag er atletikstadion og opvisningsfodboldbane, bliver anlagt fodboldbaner.

Anlægsperioden

Timingen og varigheden af projektet rummer yderligere bekymringer for os: I projektet beskrives, at man i 2011 vil begynde anlæggelsen af 4 nye tennisbaner, således at opførelsen af ishallen kan påbegyndes. Tennisklubben anmoder om et løfte om, at alle erstatningsbaner anlægges på én gang, således at eventuelle overskridelser af budgetterne for projektet ikke senere får konsekvenser for antallet af tennisklubbens udendørsbaner. Tennisklubben oplever en stadigt stigende tilgang af medlemmer og et reduceret antal baner ville få negative konsekvenser for denne udvikling.

Herudover imødeser tennisklubben store gener for spillet på de tilbageblevne baner tættest på Codan hallen i den periode, hvor selve byggeriet foregår, og vi kan vanskeligt forestille os, at vores baner nr. 2 og 7 ikke vil blive berørt af byggeriet. Tennisklubben beder derfor om, at der etableres afskærmning ind mod byggepladserne, og at al færdsel til og fra disse foregår uden gene for spillet på tennisbanerne i udendørssæsonerne.

Som nævnt indledningsvist ser vi positivt på ambitionerne om at renovere og udbygge kommunens dejlige idrætspark, men vi undrer os som nævnt over projektets udformning.

Tennisklubben er inde i en rivende udvikling med et støt stigende antal senior- og juniormedlemmer. Denne udvikling skyldes fortrinsvis, at klubbens frivillige medlemmer og medarbejderne gør en stor indsats for at skabe aktiviteter og træning for store grupper af disse medlemmer ad gangen.

Vores udendørsbaner, som de er placeret i dag, ligger ideelt i forhold til afviklingen af flere ugentlige arrangementer for disse medlemmer. Vi frygter, at arrangementerne fuldstændigt vil miste deres værdi, hvis banerne spredes over de store afstande, som Masterplanen lægger op til.

Vi mener derfor, at Masterplanen i den nuværende form vil resultere i et klart vigende medlemstal i HRT, hvilket næppe kan have været hensigten med en renovering og udvidelse af Idrætsparken?

Jeg vedlægger kopi af brev fra Dansk Tennisforbund, som HRT har et meget frugtbart og mangeårigt samarbejde med. Som det fremgår af dette brev, ser man også her med bekymring på Masterplanen, idet HRT’s anlæg, som det fungerer i dag, er meget velegnet til både hold- og individuelle turneringer, og HRT har da også ofte været vært for DTF’s officielle mesterskaber for både ungdomsspillere og elitespillere.

Til sidst gør tennisklubben opmærksom på to forhold i forbindelse med planerne for bebyggelsen i Kokkedal Vest og Nordvest. For det første levner den nuværende plan for området ingen mulighed for på et senere tidspunkt at udbygge Idrætsparken yderligere. Som allerede nævnt på borgermødet er Kokkedal Vest og Nordvest de absolut sidste områder i kommunen, der kan bebygges, og vi mener derfor, at man ikke bør udnytte hele området på én gang. For det andet gør vi opmærksom på behovet for overnatningsfaciliteter i form af et sportshotel, fx i Idrætsparkens nye centerbygning. Tennisklubben var fx i 2007 vært for næsten 800 overnatninger i de to lokaler, som klubben råder over i træningshallen. Mange af gæsterne var andre klubber i Idrætsparken eller besøgende hos andre klubber i Idrætsparken foruden HRT’s egne gæster i form af tennisspillere/forældre/trænere fra ind- og udland.

Både medlemmer, bestyrelse og medarbejdere håber, at den politiske styregruppe vil se velvilligt på tennisklubbens høringssvar, således at vi kan forblive en velfungerende forening.

Med venlig hilsen

HØRSHOLM RUNGSTED TENNISKLUB


Annette Wiencken
Formand

23.03.2009