Udskriv siden

Masterplan for Idrætsparken

Af: Annette Wiencken

I aftes, mandag den 12. januar 2009, fremlagde Styregruppen for udvikling af Hørsholm Idrætspark på et borgermøde i Trommen en meget ambitiøs, flot og velgennemarbejdet såkaldt Masterplan for Idrætsparken.

Ved samme lejlighed startede høringsperioden, hvilket betyder, at alle interesserede har mulighed for at stille modforslag, kommentere og/eller kritisere projektet inden den politiske behandling begynder. Høringsperioden løber indtil fredag den 13. februar 2009.

Se Masterplanen på kommunens hjemmeside: http://idraetsparken.horsholm.dk/left_Aktuelt/Hørsholm_Idrætspark.htm

For Hørsholm Rungsted Tennisklubs vedkommende betyder udviklingen af Hørsholm Idrætspark ifølge Masterplanen, at der skal opføres en ishal på nogle af vores forreste baner (bane 3, 4, 8, 9) samt en ny boldspilhal på banerne 12, 13, 14. Som erstatning for disse baner påtænkes der anlagt 7-8 nye baner bagved vores træningshal. For detaljer og arkitekternes projektering, se Masterplanen.

I samarbejde med Idrætsrådet, repræsenteret ved Claus Lyngbæk, har HRT allerede i aftes gjort opmærksom på følgende problemer for klubben ved denne plan:

1. Vores baner vil blive spredt over et stort område til gene for klublivet, for afviklingen af turneringer, for kontrol af brugerne af vores baner og for træningen af vores juniorer. I værste fald vil sidstnævnte skulle betyde ansættelse af endnu en træner, da megen synergi vil gå tabt på grund af afstanden mellem banerne.

2. Opførelse af de to store haller umiddelbart op ad de resterende udendørs tennisbaner vil forårsage en kraftig vindturbulens som vil gøre banerne 1, 2, 5, 6 og 7 lidet attraktive at spille på og formentlig uegnede til at spille holdkampe og turneringer på. Det samme kommer til at gælde for de nuværende baner 10 og 11, som kommer til at ligge mellem 2 haller.

Desuden gjorde Idrætsrådet opmærksom på, at brugerne af både tennisklubben og fodboldklubben vil skulle tilbagelægge større strækninger forbi hinandens baner for at komme til at dyrke deres sport. Derfor anbefalede Idrætsrådet, at der foretages et ”mageskifte” med fodboldklubben således, at HRT’s ny baner bliver anlagt vest for Codan Hallen og området syd for træningshallen bliver anvendt til fodboldbaner.

Sidst men ikke mindst kan vi være bekymrede for byggerodet. Opførelsen af 2 kæmpestore haller på vores anlæg kan næppe ske uden at være til gene for tennisspillet, og jeg vil gøre kommunen opmærksom på, at bl.a. vores traditionsrige turnering ”Kystmesterskaberne” – som er vigtig både som indtægtskilde og for udviklingen af vores unge spillere - vil være i fare, såfremt man ikke sikrer, at byggepladsen afskærmes, og at al færdsel til og fra byggeriet begrænses til områderne øst for den nuværende ishal. Det samme gælder naturligvis afviklingen af alle klubbens mange holdkampe over sommeren. Alligevel må det forventes, at banerne 2 og 7 må nedlægges i byggeperioden, over 1 – 2 sæsoner.

Jeg foreslår, at Hørsholm Rungsted Tennisklub i sit høringssvar gør opmærksom på disse forhold, men opfordrer alle medlemmer af HRT til at studere Masterplanen og give bestyrelsen yderligere input til høringssvaret. Sådanne input modtages meget gerne på aw@hrt-tennis.dk eller annette@wiencken.net inden den 31. januar, således at vi kan nå at afstemme vores høringssvar med Idrætsrådet.

Kommunen har travlt med at komme i gang, og øverst på prioriteringslisten står opførelsen af nye ældreboliger i Kokkedal Vest. Derfor er det ambitionen, at Masterplanen – efter indarbejdelse af borgernes høringssvar – skal godkendes på Kommunalbestyrelsesmødet den 27. april, og at lokalplanen for de berørte områder skal være på plads inden årets udgang.

Jeg både glæder mig over vores ambitiøse kommune og er spændt på at se, hvordan projektet udvikler sig, men jeg er også en smule bekymret for vores tennisklub, som jeg umiddelbart synes kommer til at betale en meget høj pris for, at skøjtesporten, med sine omkring 300 medlemmer, kan få rimelige træningsvilkår. Men med et godt gennemarbejdet høringssvar fra vor side – og fra alle foreningerne i Idrætsparken – håber jeg at udviklingen af Hørsholm Idrætspark kan blive en gevinst for os, der er borgere i Hørsholm og omegn.

Annette Wiencken

Formand

Læs HRTs høringssvar

08.03.2009