Tennisskolen for de 5 til 25 årige

Tennisskolen i HRT er baseret på at det skal være sjovt og lærerigt.
På Tennisskolen vil træningen være tilpasset juniorernes niveau, højde og alder ved at benytte PlayAndStay konceptet. Dette gøres med forskellige størrelse baner og boldtyper så rammerne tilpasses børnenes udviklingstrin.

HRT’s Tennisskole er baseret på konceptet:  “Forstå, accepter og tag ansvar = udvikling”.

Via en spørgende dialog fra træner til spiller skal vores juniorer lære at tage ansvar for deres træning, og reflektere over de løsningsmuligheder og justeringer, som er nødvendige for at de kan udvikle sig optimalt. Trænerne introducerer juniorerne for en række justeringer som de skal bruge for at udvikle sig som tennisspiller. Det er justeringer til temaerne teknik, taktik, mental. Således kan HRT’s juniorer spille udenfor deres træningstider og stadigvæk arbejde med at udvikle deres tenniskompetencer.

Træningsstruktur
Træningsstrukturen på Tenniskolen er bygget på en 3 ugers periode: Teknik, Taktik og Mental.

Teknik:
I fase 1 arbejdes der med at lærer de grundlæggende justeringer i hvert slag. Justeringer til når bolden slås i nettet, slås ud eller slås skævt. Dette gennemgås for alle baseslag (forhånd, baghånd, flugtning, smash, serv og retur). Således kan spillerne selv arbejde med justeringerne, og tage ansvar for at udvikle deres kompetencer når der spilles uden for træningen.

Taktik:
I fase to arbejdes der med at lære banens geometri i forhold til placering af bolden.
Hertil er der to vigtige baser:
1: Fra baglinjen spilles bolden kryds for at neutralisere vinkler.
2: Ved angreb spilles der longline for at dække vinklerne optimalt.

Herudover arbejdes der med:
– Egne stærke/svage sider
– Modstanderens stærke/svage sider
– Forståelsen af forskellige spilletyper
– Forståelsen af at spille offensiv/defensiv

Mental:
I fase tre arbejdes der med den mentale cirkel som er et hjælperedskab til at forberede og evaluere alle spillede point både til træning og i kamp.
Før hver bold forberedes ønsket taktik og efter hver bold evalueres med de tekniske justeringer og de taktiske baser.
Det er vigtigt at der justeres efter hver bold, så hjernen registrerer det rigtige billede af, hvordan man kunne have gjort det for at optimere læringsprocessen. Dette gør man bedst ved at sige justeringen højt, mærke efter ved at udføre et skyggeslag med justeringen, og til sidst gemme det som et positivt billede.

Fysik:
På Tennisskolen trænes deres kondition, bevægelse og generel sundhed. Det starter allerede i opvarmning og er et gennemgående tema i hele træningen. I fase 1 arbejdes der fysisk med udholdenhed, i fase 2 arbejdes der med hurtighedsudholdenhed og i fase 3 med ren hurtighed og eksplosivitet.

Diplom og klubmesterskaberne
Hver træningsperiode på Tennisskolen bliver afsluttet med Diplom og Klubmesterskaberne i forhånd, baghånd, flugtning, smash og serv. Som deltagere på juniortræningen kan man møde op hver dag hele ugen (også på de dage man normalt ikke træner). Her kan vores juniorer blive testet i de justeringer, som vi har arbejdet med i træningsperioderne op til denne uge.
Mandag vil det være klubmesterskab i forhånd, tirsdag i baghånd, onsdag i flugtninger, torsdag smash og fredag serv og retur. Alle dage vil det også være muligt at tage et diplom i grundslag.  Timen afsluttes med at der bliver uddelt medaljer og diplomer til vinderne.
Arrangementet afholdes fire gange om året, to gange i sommersæsonen (inden sommerferien og som afslutning på udendørstræning) og to gange i vintersæsonen (før jul og som afslutning på indendørssæsonen)

Overgangen fra Tennisskole til turneringsspiller
For at rykke fra Tennisskolen til turneringstræningen i HRT skal du:
– Have gennemført en træningsperiode under Tennisskolen
– Have styr på alle justeringer til de enkelte slag
– Have styr på de taktiske justeringer
– Have deltaget i klubmesterskaberne og diplomdag for Tennisskolen
– Have interesse for at spille turneringer i weekenden
– Være indstillet på at få licens
– Være turneringsaktiv under Tennisskolen
– Være indstillet på at lave fysisk træning ved siden af træningen på banen
– Være indstillet på at spille udenfor sin egen træning (selvtræning)

God fornøjelse
HRT Trænerteam